Referat 18.10.2008

v/formand Kaj Bundgaard

Ålbækparken 22

7860 Spøttrup

 

Ålbækparkens Grundejerforening.

Referat af bestyrelsesmødet afholdt den 18. oktober 2008 hos Kaj Bundgaard.

 

Siden sidst:

Der er indkommet en regning fra landinspektøren på de to overskødede områder

2s og 2ct Nørhede Lihme. Regningen lyder på kr. 10.751,00.

 

Bestyrelsen havde en drøftelse vedr. 3 klager fra grundejere i området. Klagerne går på, at

en grundejer uretmæssigt har fældet en række træer på fællesarealet , og herefter har stubfræset området . Bestyrelsen ser med største alvor på denne ulovlige handling. Vi sender grundejeren et brev, hvor vi meddeler, at bestyrelsen vil arbejde for, at grundejeren må reetablere området.

Lone Børmark retter henvendelse til Kort og Matrikelstyrelsen for at bede om opdaterede kort over vores område.

Lone og Sonja retter henvendelse til kommunen med henblik på at få etableret et møde i uge 43 med den rette sagsbehandler. Vi har brug for at få en række afklaringer vedr. foreningens fællesarealer.

Sonja kunne oplyse, at der er kommet et afslag på det af Niels Bjerre m.fl. indsendte forslag til en ophaleplads på Ålbæk strand. Man henvises til at bruge faciliteterne ved Gyldendal havn.

 

Veje og stier:

Ernst kunne fortælle at stamvej nr. 2 er blevet renoveret efter bestyrelsens retningslinier. De øvrige stamveje er blevet skrabet i omvendt V form, hvilket skulle være den bedste løsning for at stabilisere vejenes gode tilstand. Der er nu udlagt grusbunker ved alle stikveje, således grundejerne langs stikvejene er velkomne til at foretage nødvendige udbedringer på stikvejen.

 

Ernst følger vejenes tilstand vinteren over, og skulle der opstå yderligere behov for forbedringer, så iværksættes dette på foranledning af Ernst.

 

Økonomi:

Lone gennemgik det opstillede driftsregnskab, og Lone kunne meddele, at der i indeværende år er en restkassebeholdning på ca. kr. 20.000 at gøre godt med.

 

Diverse skrivelser:

Intet, da dette allerede er behandlet under punktet siden sidst.

 

Eventuelt:

Det kan blive nødvendigt at indkalde til et ekstra møde, såfremt der kommer nyt i forhold til de problemstillinger, vi skal have afklaret med kommunen.

Der sendes et brev til no. 158, hvor der spørges, om man fortsat ønsker at være medlem af vores grundejerforening.