Fortællinger fra Ålbækparken

Vi er i bestyrelsen for Ålbækparkens Grundejerforeningen blevet opfordret til at foranledige, at historien om Ålbæk og Ålbækparkens tilblivelse og udvikling bliver fortalt. Det er en rigtig god ide, som vi i bestyrelsen har valgt at tilrettelægge på den måde, at der hvert år lige efter generalforsamlingen bliver inviteret en ”gæstetaler”, som vil kunne bidrage til denne fortælling.

Fortællingen lægges på foreningens hjemmeside. Hvert år vil fortællingen således få tilføjet nye

interessante elementer. Gæstetaleren i 2017 var Hans Hovgaard. Hans Hovgaard er født og opvokset i Ålbækparken, og Hans har derfor et solidt kendskab til området.

Foredraget i 2017 :

Jeg er blevet spurgt af bestyrelsen, om jeg ville fortælle lidt om Ålbæks historie. Jeg ved ikke, om jeg er den bedste til det, men jeg prøver. Der er nogle af grundejerne, der vil kunne huske bedre end jeg. Jeg håber, at de vil supplere med yderlig viden om Ålbækparkens tilblivelse.

I ca. 1968 kom der en tilflytter til området. Det var Lars Bønding, som havde købt Niels Lindbjergs ejendom. Det var en ejendom, der lå ca. midt i vort område. Bønding ville gerne sælge jorden til sommerhusgrunde. Der startede ideen med at omdanne de ca. 9 ejendomme, der var i området til sommerhusgrunde. Det var nok det bedste, der kunne ske for området, da det ikke var den bedste landbrugsjord. Det var 9 små ejendomme på mellem 10 & 25 tdl. land. Her levede man af jorden, og man supplerede med lidt fiskeri / kørte mælk for Brodal mejeri og havde mange andre gøremål.

Min far gik ud som daglejer, og han hjalp med at køre møg ud på marken og slog græs med le i engen. For Lihme kommune slog han græsset i vejgrøfter, og det var for alle en slidsom livsførelse.

Vi havde en frugthave med ca. 75 træer, som nok også gav lidt indtægt. Jeg husker, at når der i kontrabogen til Brugsen blev for stor gæld, havde far somme tider æbler og blommer eller anden frugt med derop. Frugterne blev solgt i butikken, og det hjalp jo nok lidt på gælden…Men det var ikke noget, der blev talt om.

Min far havde ca. 8 grunde, som han lejede ud til sommerhuse for 1 år ad gangen. Det var ikke noget, der var nedskrevet nogen aftale om—en aftale var en aftale--. Der blev levet et liv, som er svært at forestille sig i dag. Vi skal huske, at der hverken var vand eller el. Vand hentede man oppe ved en stander, som vi havde på gårdspladsen, så det var ikke de store vandmængder, der blev brugt. Vand var med i lejeprisen, som jeg mener var kr. 200kr. om året til sidst.

Men sommerhusene skulle fjernes, dengang der blev lavet en udstykningsplan for området, for det forlangte myndighederne. Det var sommerhusejerne kede af !

Johannes Mønsted var en af de beboere, der boede her i Ålbæk. Han ernærede sig ved at fiske i fjorden, og op på formiddagen kørte han rundt på sin knallert, hvor han solgte de fisk, som han havde fanget om natten. Hen under aften skulle de ca. 20 rødspættegarn sættes i vandet igen. Sådan var hans dagligdag, og der var kun fri, når det blæste for meget til at sætte garn på fjorden.

Engang havde Johannes Mønsted sat garn efter stenbidere (kaldet grise). Fangsten var så stor, at vi var ude at hjælpe med at få dem til land, fordi der ikke kunne være flere i hans egen pram. Det var en lille pram, der var spids i begge ender, og der var jo ikke noget, der hed påhængsmotor. Det var også sådan, at hvis der ikke var en snes rødspætter i hvert garn på en nat, så blev de ikke sat samme sted den efterfølgende nat. Skrubber blev nærmest betragtet som skidtfisk. Det var ikke noge,t man spiste i Vestsalling. Når der var mange fisk, blev de opbevaret i hyttefade, og nogle gange kom der en fiskeopkøber fra Struer for at købe fisk. Der skete altid noget ved vandet!

Vi børn gik i Ålbæk skole, og vi gik kun i skole hver anden dag. Første, anden og tredje klasse gik i samme klasse. Fjerde, femte, sjette og syvende klasse var også samlet i en klasse. Så jeg er faktisk gået ud af anden klasse!! Men det har været en udfordring at være klasselærer. Det var sådan, at mange drenge kom ud at tjene på landet, eller de kom ind i et håndværksfag. De fleste af os har nok lært mere boglig viden senere, da jeg mener, at der var nogle ting, som jeg bestemt ikke lærte i skolen.

I ca. 1962 blev der bygget en centralskole i Lihme. Her skulle børn fra Ålbæk nu gå i skole, Jeg kan ikke huske, at der var nogen modstand mod at nedlægge Ålbæk skole. I dag ser man jo en vældig modstand, når man vil nedlægge små skoler. Dengang så man det kun som et fremskridt med den større centralskole. I dag tror jeg somme tider, at man reagerer, fordi man ikke vil miste noget. Men tænker man på børnene ?

Når vi børn ikke var i skole, så skulle vi jo hjælpe med de daglige gøremål hjemme. Leg foregik ofte i skoven eller ved vandet. Åen tætnede vi med sand, så vandet steg, og nogle gange løb det ud over engarealet. Det var Åge Svenningsen ikke glad for, da engen jo blev brugt til græsning og hø. Det tænkte vi ikke på, men jeg husker da somme tider, at der var skæld ud. Om vinteren, når der var is på fjorden, legede vi tit ude på isen. Vi løb på skøjter, og jeg husker, at vi engang havde bundet 3 skøjter på nogle gamle lægter. Og vi havde fået lavet et sejl af nogle gamle sække, og dermed havde vi fået en form for en isbåd. Det kunne gå rigtig stærkt hen over isen, når det blæste.

Men det var altid noget, som vi selv lavede. Der var ikke penge til at købe legetøj, som der er i dag. Men jeg husker, at vi altid var en flok børn, der legede sammen. Vi gik ud og ind i forskellige hjem. Jeg tror, at det var i 1957, at Ålbæk Mølle ( nu Limfjord Camping) fik fjernsyn. Somme tider var der samlet mange børn til TV kig, og det var mange stykker kage, som Jenny bagte til os.

Jeg husker engang, at der var en ældre mand, der var blevet noget beruset, og han skulle over broen ved bækken.. Han havde været nede hos købmanden i Brodal, og han havde fået nogle øl. Men det gik ikke godt, for han væltede i vandet sammen med Bismark knallerten. Vi var nogle børn, der fik lagt ham om i et fiskerhus på nogle fiskegarn, så han kunne sove rusen ud. Vi vidste godt, at han ikke skulle hjem til konen i den tilstand.

Det var min fortælling til jer .

Venlige hilsner Hans Hovgaard.