Generalforsamling 2016

Ålbækparkens Grundejerforening

 

Referat af generalforsamlingen afholdt den 3. juni 2016 i Lihme Medborgerhus.

Der var fremmødt 83 personer og disse repræsenterede 47 grundejere.

 

Formanden Hans Hovgaard bød de fremmødte velkommen til generalforsamlingen

 

1.Valg af dirigent.

Jytte Bundgaard blev foreslået og valgt. Jytte Bundgaard kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet. Jytte foreslog, at den omdelte sang blev sunget. Herefter blev ordet givet til formand Hans Hovgaard, der fremlagde bestyrelsens beretning.

 

2. Bestyrelsens beretning .

Vi har i bestyrelsen glædet os til vores generalforsamling i det nye medborgerhus i Lihme. Den 5.juni 2015 holdt vi vores generalforsamling for 57 grundejere, og det blev holdt i det gamle Lihme Forsamlingshus for sidste gang,

Den 12. juni 2015 var vi 10 grundejere, der på en arbejdslørdag fik etableret en rigtig god grillplads med fliser til vores nye foreningsgrill. Vi uddybede også vores bæk på det stykke, hvor der ikke kan køre maskiner. Tak for hjælpen for dette. Nu har vi fået en ny grill, og jeg vil gerne sige tak til Kaj og Jytte for lån af deres transportable grill. Der er blevet grillet mange kilo pølser og brød på denne. Tak for lån!

Vedr. affalds øer nævnte jeg på sidste generalforsamling, at de ville blive etableret. Og det er de blevet. Der mangler noget bevoksning til at skjule dem lidt i vores skønne natur, og det vil Nomi 4S få plantet snarest. Det er aftalt, at det skal være en lav bevoksning, så jeg håber, at vi kan vænne os til, at det er der, vi skal aflevere vores affald. De gamle stativer pyntede heller ikke, men dem havde vi ligesom vænnet os til, så det håber jeg også, vi vil gøre med disse beholdere.

I sommeren 2015 var vi i bestyrelsen blevet enige om, at vi ville prøve at bekæmpe hybenroser på foreningens arealer langs stranden, da man ikke mere kunne gå uhindret langs stranden på det grønne område.. Hertil lejede vi kommunens traktor, da de var nede for at klippe grøfter. Vi var lidt spændt på om Naturstyrelsen ville reagere herpå, da man ikke kan få at vide, om man må, eller man ikke må klippe ned. Men nu ser det ud til efter et par gode storme, at problemet løser sig selv. Men vi gjorde det, for at man fortsat kunne blive ved at færdes på det grønne fællesområde. Nu håber jeg, at andre grundejere, der har hyben på stranden, vil prøve at holde det nede, så man kan færdes på græsset.

Vi fik sidste sommer tilbudt fiber bredbånd fra Energi Midt med gratis installering, og der var faktisk flere, der skrev kontrakt, end man regnede med. Man havde sat sig et mål på 39 husejere, men man nåede vist op på 46 tilslutninger. Jeg oplever, at det fungerer rigtig godt, så dem der går med en tvivl, dem vil jeg gerne opfordre til at komme med på fibernettet, og jeg tror, at det er med til at løfte husenes værdi, at man har en god internetforbindelse, Jeg ved ikke, om der stadig er gratis tilslutning. Det er sådan, at når man ikke bruger sommerhuset, kan man få sat forbindelsen på stand by, og så skal man kun betale 49 kr/ md, så længe forbindelse står på stand by.

Vi har længe i bestyrelsen snakket om at lave en velkomst/oplysningsmappe til de nye grundejere, der kommer til vores område. Det har så resulteret i, at vi har fået lavet, synes jeg, en rigtig flot omslagsmappe, som kan ligge i sommerhuset som en slags huske/opslagsmappe. Så tag godt imod mappen når den bliver omdelt.

Det grus, der ligger ved vore sideveje, er kun beregnet til rep. af den pågældende vej, som det er udlagt ved, og det ændrer man ikke på, uden at have talt med bestyrelsen. Vi har et par veje, som ikke kan finde ud af dette, og det synes vi faktisk er lidt træls.

Jeg har været ved at kigge i vores deklaration, da jeg synes, at der er ved at snige sig en lille unode ind på nogle grunde. Jeg tror, at det er uvidenhed, men der står i deklarationen for Ålbækparken fra 1973, ” at hegn og beplantning i skel ikke må være stakit eller hækkelignende planter” og der står endvidere” at der på grundene skal tilstræbes, at der plantes halv løv og halv nåletræer”. Jeg synes faktisk, at disse krav i deklarationen er fornuftige, og der står endvidere, at vore stamveje er 10 meter brede og vore sideveje er 8 meter brede, Stierne er 2,5 meter brede, og disse skal holdes farbare. Det er den grundejer, der har grund mod vejen, der skal holde indklipningen ved lige . På vore veje er der pålagt 10 cm grus, og det er jo derfor, at der kan være opkørt i i våde perioder.

Og til de nye grundejere, der ikke ved det, så har vi en uskreven regel om, at mellem 12.00 og 14.00 prøver man at undgå unødig motorstøj.

Og igen vil jeg gerne henstille om, at man ikke lader sin hund løbe frit rundt i området, da det skræmmer vores vildt. Jeg oplever tit, at når der kommer rådyr og fasaner farende op foran vores hus, så er det ofte fordi, der løber løse hunde rundt på stien til stranden.

Jeg vil også gerne til sidst takke alle for at være med til at holde vores område så fint, som der er. Der ligger næsten aldrig affald og flyder i området. Dette var bestyrelsens beretning. Tak for i år.

Dirigenten spurgte herefter om der var nogle bemærkninger til beretningen. En grundejer fortalte, at der var sygdom i nåletræerne, så de taber nålene. Derfor ville det sikkert være en god ide ikke at plante nåletræer. Herefter blev bestyrelsens beretning enstemmigt vedtaget.

 

3. Fremlæggelse af regnskab.

Kasserer Sonja Jensen meddelte, at alle havde fået tilsendt det reviderede og godkendte regnskab sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Herefter gennemgik Sonja regnskabets hovedtal. Der er en indtægt på 94500 og der er udgifter på 89497,.Så der er således et lille overskud.

Vi har en jubilæumskonto, hvor vi sætter penge ind til vores jubilæum. Her står der 15.000. På vores lønkonto står i alt 50487,- Så foreningen ejer i alt 65487,-. Dirigenten efterspurgte bemærkninger til regnskabet, Sonja kunne oplyse at stikvejen ind ved no. 78 havde kostet foreningen ca. 10.000, som der ikke var budgetteret med. Herefter blev regnskabet enstemmigt vedtaget.

 

4. Indkomne forslag.

Med indkaldelsen til generalforsamlingen er der medsendt information om de 2 stillede forslag til året generalforsamling.

a. Gert Kjærsgaard stiller et forslag om muldvarpebekæmpelse i hele Ålbækparken.

Kaj Bundgaard ønskede at vide, hvad det ville koste foreningen. Bo Bertel oplyste, at bestyrelsen havde drøftet forslaget, og bestyrelsens indstiller, at foreningen bekoster muldvarpebekæmpelsen på foreningens arealer. Bekæmpelse hos den enkelte grundejer betales af grundejeren selv. Bo oplyste at en fælles løsning for hele området var vanskelig at håndtere, idet der er grundejere der ikke vil acceptere, at der lægges muldvarpegift på deres grund. Derfor anbefales en ordning, hvor grundejere kan tilmelde sig muldvarpebekæmpelse. Prisen herfor er 180,- for 2 behandlinger foretaget med 1 uges mellemrum. Ordningen træder i kraft for 2017, og man tilmelder sig hos Bo

Bertel. Man kan læse mere om ordningen på foreningens hjemmeside. Gert Kjærsgaard trak herefter sit forslag tilbage, og generalforsamlingen vedtog det af bestyrelsen udarbejdede forslag.

b. Bestyrelsen stiller er forslag om forbedringer på foreningens veje. Formand Hans Hovgaard gav en supplerende uddybende information om bestyrelsens forslag. Det billigste tilbud på arbejdet var 122.500 , og det dyreste tilbud var på 176.337. Bestyrelsen har valgt det billigste tilbud. Herefter fremkom en række indlæg fra de fremmødte. Spørgsmålene handlede bl.a. om afledning af det vand, der samles i grøfterne. Der blev givet udtryk for, at man betragtede resultatet af forbedringerne, som en kortvarig løsning, idet vejforholdene ville være tilbage til nuværende stand i løbet af et par år. Det blev anført, at vi befandt os i et sommerhusområde, og det derfor var naturligt at vejenes stand var herefter. De udlagte grusbunker ved stikvejene kan afhjælpe mange gener.

Det blev også anført, at man kunne udsætte en større vejrenovering til en evt. kommende kloakering af området. Det blev anført, at vejene i området var i god stand, og en forbedring af forholdene kunne afstedkomme for hurtig kørsel. Forslaget blev sendt til afstemning. Der var et klart flertal for at forkaste bestyrelsens forslag. Der var 7 stemmer for forslaget. Der var 39 stemmer imod forslaget.

 

5. Valg af bestyrelsen.

Formand Hans Hovgaard ønskede ikke genvalg. Lone Børmark og Ernst Andersen ville acceptere genvalg. Der blev yderligere foreslået Niels Brøndum og Helmer Støvring. Dirigenten besluttede, at der skulle være skriftlig afstemning bland disse 4 opstillede kandidater. Valgt blev Lone Børmark, Ernst Andersen og Niels Brøndum. 1. suppleant blev Jytte Christensen. 2.suppleant blev Helmer Støvring. Valgt til revisor blev Gert Kjærsgaard. Valgt som revisorsuppleant blev Claus Sønderkjær.

 

6. Fastsættelse af kontingent og bestyrelseshonorar.

Kontingent fortsætter uændret. Bestyrelseshonorar fortsætter uændret.

 

7. Eventuelt.

Bestyrelsen blev opfordret til at tage kontakt til firmaet Samson, der står for tømning af septiktankene i området. Firmaet opfordres til at planlægge en mere effektiv kørsel i området for

at skåne vejene. En grundejer havde problemer med grævlinger, der gravede utallige huller i græsplænen. Vedkommende efterlyste gode ideer til at begrænse dette. Ejvind Sørensen fortalte om foreningen Ålbæk Strandparks Venner , der arbejder med rekreative tiltag i området. Der arbejdes bl.a. med at få etableret et omklædningshus på stranden. Der skal opsættes en trappe fra stranden op

ad skrænten til campingpladsen. Et medlemskab koster 150,- pr. år, og man kan læse mere om foreningens på www.aalbaekparken.dk.

Børge Nielsen fortalte om projektet Ålbæk anker og landingsplads, hvor man arbejder med etablering af en jollehavn ved fiskerhusene,. Foreningen havde i første omgang fået et afslag til etablering af et slæbested. men har efterfølgende fået det gode råd, at hvis man ansøgte om tilladelse til etablering af en egentlig jollehavn, så ville der være en mulighed for, at en ansøgning kunne godkendes. Man kan blive medlem af denne forening for kr. 100,00.

Dueholm udtalte en ros til bestyrelsen for veludført arbejde, og de fremmødte gav udtryk for samme holdning med applaus. Bo Bertel takkede Dueholm for de gode ord og takkede også forsamlingen for bifaldet. Bo fortalte, at vi har en god og velfungerende bestyrelse, vi har nogle gode møder, og bestyrelsen havde meget at tage sig af. Det er et interessant arbejde. Så er tiden kommet til at sige farvel til vores formand Hans Hovgaard. Hans har været en god formand. Bestyrelsen/foreningen har haft stor gavn af det store lokalkendskab Hans har til området. Hans har været en god mødeleder, og Hans har gjort et stort stykke arbejde mht. vedligeholdelse af området. Skulle der udføres en reparation, så har Hans fundet værktøjskassen frem og har udført arbejdet. Foreningen har sparet meget på den konto. Foreningen kvitterer for indsatsen med 2 flasker god rødvin og de fremmødte kvitterede med klapsalver som tak for indsatsen.

Herefter lukkede dirigent Jytte Bundgaard generalforsamlingen.